Isoleringstyper: Guide til 3 typer af isolering
Når du skal isolere eller efterisolere i din bolig, er der flere materialer, der kan bruges. Det rette materiale afhænger af, i hvilken del af konstruktionen, du skal isolere, og vi giver dig her et overblik over de forskellige isoleringstyper og deres anvendelsesmuligheder.
1. Mineraluld: Stenuld og glasuld
Mineraluld fremstilles af sten eller glas, der smeltes under høj varme og derefter laves til ruller, plader eller granulat. Mineraluld af sten, også kaldet stenuld, har en grønlig farve, imens mineraluld af glas, også kaldet glasuld, har en gullig farve.
Mineraluld er en af de mest anvendte typer af isolering, da det er let at skære til og i det hele taget nemt at arbejde med. Det kan bruges til alle former for isolering – fra loftisolering og hulmursisolering til isolering rundt om rør. Stenuld kan ligeledes bruges under beton og fungerer derfor godt som isolering i terrændæk.
Både stenuld og glasuld kan anvendes til såvel isolering i nye konstruktioner som til efterisolering af en eksisterende konstruktion. Det er ligeledes modstandsdygtigt over for brand.
2. Ekspanderet polystyren
Ekspanderet polystyren (EPS) er et plastikprodukt, der skummes op til kugler, der herefter smeltes sammen og trykkes til hårde, flamingolignende plader. Ekspanderet polystyren kan også anvendes som granulat. Uanset form bruges det dog altid kun i lukkede konstruktioner, da produktet er lavet i plast, som vil smelte ved en eventuel brand. Brug det eksempelvis i terrændækket i nybyggeri til at isolere under betonen eller som isolerende lag under et nyt badeværelsesgulv – eller anvend det til isolering eller efterisolering i hulmur.
Ekspanderet polystyren er en isoleringstype, der tåler et højt tryk. Til gengæld er materialet ikke modstandsdygtigt over for brand.
3. Papirisolering
Et alternativ til mineraluld og ekspanderet polystyren er i stedet at isolere med papirisolering, der fremstilles af genbrugspapir fra blandt andet gamle aviser, der laves til granulat. Det tilsættes forskellige salte, så det ikke rådner, og modsat ekspanderet polystyren er det i stand til at modstå brand.
Papirisolering kan købes i mange byggemarkeder og anvendes som isolering på lofter, i hulmur og i lette konstruktioner som eksempelvis lette trægulve eller trævægge. Det kan bruges såvel i nye konstruktioner som til efterisolering og er let at fordele omkring rør og lignende. Papirisolering har en tendens til at falde lidt sammen, når det blæses ind som løs isolering, og der skal derfor typisk et lidt tykkere lag til end ved andre typer af isolering. Til gengæld er papirisolering et bæredygtigt bud på isolering, da det er lavet af genbrugspapir, der er i stand til at lagre CO2.
Vil du vide mere om forskellige isoleringstyper?
Hos Isokvik er vi eksperter inden for såvel teknisk isolering som efterisolering. Vi kan derfor rådgive dig inden for de forskellige typer af isolering og endda tilbyde at klare arbejdet for dig. Giv os et kald på tlf. 21 25 06 52 for at høre mere.